Det blev en pige!

Den 6. December, 2009 fødte Miriam mig en smuk, velskabt og helt fantastisk pige på 3226 g. 23 dage før termin.

Fødslen startede ret uventet. Miriam og jeg havde være til jule-klippe-dag hos Miriams forældre fra kl. 14. Jeg var taget med toget til Lyngby ved 17-tiden for en holde julefrokost med Spinners - den sidste julefrokost jeg kunne holde uden forbehold, da der jo stadig var god tid til fødslen... Miriam skulle blive i Vordingborg - så kunne jeg jo have tømmermænd i fred.

Kl. 3 sidder jeg i en taxa ved Rigshospitalets kollegie og skal betale. Jeg har brokket mig hele turen, fordi vi rendte rundt i ingenmandsland, lod flere taxaer passere og brugte 45 min. på at tage til stationen, hvor fra der ikke kørte tog. (Damn you Aslak!) Og så var jeg den eneste der kunne betale taxaen. Og selvfølgelig drillede mit Dankort. Og så begyndte telefonen at ringe. Det var Miriam, kunne jeg se, men lagde på fordi jeg lige skulle ordne betalingen først. Da hun så ringede tredje gang, tog jeg den med et: "Er det vigtigt!?". Det var det. Vandet var gået, og de var på vej til hospitalet. Jeg fik besked på at tage det roligt, tage hjem og drikke noget te og vente på, at jeg hørte mere. Jeg tog taxaen videre, uden rigtig at fortælle nogen noget, og kom hjem og var helt forvirret. På trods af en god portion honningsyp og andre alkoholiske finesser var jeg ikke sejlende, men nyheden var ret svær at håndtere. I mangel på en bedre plan, lavede jeg den te jeg havde fået besked på, og endte med at lægge mig i sengen og falde i søvn. Jeg vågnede ved, at Miriam kom hjem, og vi skulle vente på, at veerne tog til.

Miriam havde ligget på sin lillebror Markus' seng, hvor hun skulle sove. Han skulle sove i stuen på sofaen, men sad til Miriams lettere irritation og spille WOW. Hun stod op for at gå på toilettet kl. 2:30 får at tisse, da hun pludselig blev drivvåd på vej ned ad trappen. Hendes første indskydelse var, at nu var hendes i forvejen plagede blære da gået helt kold, indtil det dæmrede: Vandet var gået! Som i en amerikansk film var det plasket ud (FYI så gør det sjældent sådan). Hun kaldte selvfølgelig på sin moar, og så blev der ellers ringet til hospital, og til en kæreste, der ikke gad at tage sin telefon... Lægen sagde, at når veerne ikke var begyndt, kunne de godt tage bilen og køre derind af. Hvilket de så gjorde. De kørte ind til Hvidovre, efter endelig at have fået fat i mig, og fik tjekket at alt var ok, og så blev de sendt hjem for at vente på veerne.

Veerne begyndte ved 6-tiden, da de kom hjem til mig, og tog til, imens jeg lå og sov tømmermænd ud. Heidi, Miriams mor, blev og sov - så var der da en der var ædru til at køre om morgenen.

Miriam vækkede mig ved ni-tiden og vi lå i sengen og tog tid på veerne. De begyndte at komme oftere, og selvom der endnu var lidt længere en 4 minutter imellem, og de ikke var helt stabile, besluttede vi os for at køre på hospitalet ca. 10.30.

Da vi kom blev vi lagt til observation, og inden længe var veerne i fuld gang, og vi blev lagt på fødestuen. Morten kom med Stella (vores bil...) og hentede Heidi, og så var der ellers bare lige en fødsel der skulle klares.

Miriam havde meget ondt, og vi besluttede os hurtigt for, ud fra de oplysninger vi havde undersøgt, at vi gerne ville have en epidural blokade. Efter tre timers meget hårde veer kom der en (ret kæk, faktisk) anestæsilæge og lagde en blokade. Og pludselig skiftede stemningen fra heftig og stresset til rolig og overskuelig. Miriam kunne slappe af, og jeg fik lov til at gå i kantinen og købe noget at spise. Jeg havde brug for alle kræfter, jo, og havde kun fået en ostemad som Heidi havde smurt om morgenen. Jeg havde også haft det lidt "sympati-skidt" på vejen ind til fødestuen, men heldigvis var jeg fri for de værste tømmermænd.

Kl. 15 var der vagtskifte på fødestuen og vi fik en ny jordemoder med en jordemoder studerende, og de var helt fantastiske. Kemien var rigtig god, og sammen med den blokade Miriam havde fået laget, fik vi nogle timers rigtig hyggelig opstart på den endelige fødsel. Den studerende blev hos os under hele fødslen og vi fik stillet dumme spørgsmål og snakket om hele forløbet, og samtidig fuldt lidt med i hvordan den garvede jordemoder underviste i det hele. Der blev endda plads til et par jokes og sjove historier. En helt fantastisk oplevelse og virkelig rart at det hele ikke var en hård kamp.

Fødslen begyndte så småt at tage til, og veerne rykkede sig ned ad og begyndte igen at bide. Miriam kom i "Knæ-albue leje" og så var vi ellers i gang. Det forløb godt, og Miriam gjorde alt som hun skulle og fuldte jordemødrenes anvisninger til punkt og prikke. Jeg var meget imponeret og havde nok ikke overlevet det selv...

Efter noget tid lagde jeg mærke til, at babyens hjertefrekvens faldt og jeg kunne se at jordemoderen blev lidt mere alvorlig. Hun overtog for den jordemoderstuderende og sagde, at Miriam skulle om på ryggen og ligge nu. De kom huns så, og jeg fik forklaret, at det var for en sikkerheds skyld, hvis barnet skulle tages ud med sugekop. Flere jordemødre blev tilkaldt, samt en børnelæge. Da børnelægen kom var hjertefrekvensen heldigvis steget igen, men hun blev lidt. Der var lidt problemer med at få hovedet det sidste stykke, og da hjerterytmen igen blev ustabil, fik vi tre valgmuligheder: Sugekop, tang eller at børnelægen skulle hjælpe fødslen ved at skubbe hårdt på maven med armen. Samtidig kom der en ve og vi var alle tre nærmest instinktivt enige om, at 'armen' var det rigtige valg for os. Efter er par veer, hvor der blev presset hårdt af både Miriam og lægen, fik vi endelig en flot datter ud. Jeg klippede navlestrengen og hun kom op til et tjek, og fik suget svælget for fostervand. Alt så lykkeligvis godt ud og de trætte forældre var meget glade.

Efter nogle timer blev vi kørt op på barselsgangen, hvor vi begge kunne være og vi havde eneværelse. Det føles bestem heller ikke som om det kunne have været en mulighed, at jeg skulle være taget hjem. Vi havde en ret hård nat, stort set uden søvn, hvor vi var meget bekymrede for vores lille Olivia. Hun havde noget fostervand i lungerne, som hun gylpede op, og hun ville ikke rigtig spise på grund af det. Vi var nervøse og det var lidt en kamp. Fordi hun også var født før 'normal' fødselstid (tre uger før til to uger efter termin) var der også lidt ekstra opmærksomhed og hun skulle have modermælkserstatning ved siden af den smule brystmælk hun fik i sig. Så det hele var lidt stressende.

Heldigvis begyndte hun lige så stille at spise, både af erstatningsmælken, men hovedsageligt ved amningen. Vi fik lidt mere ro på, og onsdag morgen kom vi hjem ved 10-tiden. Her fandt vi meget mere ro, og fredag morgen kunne vi til kontrolvejning fastslå, at hun tog på og alt fungerede som det skulle. Så nu skal det bare fortsætte sådan, og vi er meget mere lykkelige end trætte. Faktisk er det plads til søvn og hun er - så langt så godt, og 7-9-13 - meget nem og græder sjældent. Kun når maven driller lidt, indtil hun kan slappe af med en lettelsens prut... Gerne i fars hånd. :)