Så her jeg oprettet mit eget firma - Cloud Advertising. Cloud Advertising dækker meget bredt - jeg samler ligesom alt hvad jeg kan under det og producerer Flash bannere, laver tryksager som foldere, plakater, brochurer, tilbyder freelance arbejde og også rugbrødsarbejde som DTP. Jeg laver også gerne designs og layouts på alt hvad det skal være og fungerer gerne som kreativ sparringspartner i flere sammenhænge. Du kan se mere her:
Cloud Advertising
søndag den 24. april 2011
torsdag den 20. maj 2010
Kort men sødt - Spinners
jeg vil lige nævne Spinners nye hjemmeside på http://ultimatespinners.dk/ - den er under stadig udarbejdelse men er allerede en fin og brugbar hjemmeside. Tjek den ud, hvis du er interesseret i Ultimate Frisbee i københavn og område.
Check out the spinners homepage at http://ultimatespinners.dk/ if you're interested in Ultimate Frisbee in Copenhagen.
Check out the spinners homepage at http://ultimatespinners.dk/ if you're interested in Ultimate Frisbee in Copenhagen.
lørdag den 12. december 2009
Det blev en pige!
Den 6. December, 2009 fødte Miriam mig en smuk, velskabt og helt fantastisk pige på 3226 g. 23 dage før termin.
Fødslen startede ret uventet. Miriam og jeg havde være til jule-klippe-dag hos Miriams forældre fra kl. 14. Jeg var taget med toget til Lyngby ved 17-tiden for en holde julefrokost med Spinners - den sidste julefrokost jeg kunne holde uden forbehold, da der jo stadig var god tid til fødslen... Miriam skulle blive i Vordingborg - så kunne jeg jo have tømmermænd i fred.
Kl. 3 sidder jeg i en taxa ved Rigshospitalets kollegie og skal betale. Jeg har brokket mig hele turen, fordi vi rendte rundt i ingenmandsland, lod flere taxaer passere og brugte 45 min. på at tage til stationen, hvor fra der ikke kørte tog. (Damn you Aslak!) Og så var jeg den eneste der kunne betale taxaen. Og selvfølgelig drillede mit Dankort. Og så begyndte telefonen at ringe. Det var Miriam, kunne jeg se, men lagde på fordi jeg lige skulle ordne betalingen først. Da hun så ringede tredje gang, tog jeg den med et: "Er det vigtigt!?". Det var det. Vandet var gået, og de var på vej til hospitalet. Jeg fik besked på at tage det roligt, tage hjem og drikke noget te og vente på, at jeg hørte mere. Jeg tog taxaen videre, uden rigtig at fortælle nogen noget, og kom hjem og var helt forvirret. På trods af en god portion honningsyp og andre alkoholiske finesser var jeg ikke sejlende, men nyheden var ret svær at håndtere. I mangel på en bedre plan, lavede jeg den te jeg havde fået besked på, og endte med at lægge mig i sengen og falde i søvn. Jeg vågnede ved, at Miriam kom hjem, og vi skulle vente på, at veerne tog til.
Miriam havde ligget på sin lillebror Markus' seng, hvor hun skulle sove. Han skulle sove i stuen på sofaen, men sad til Miriams lettere irritation og spille WOW. Hun stod op for at gå på toilettet kl. 2:30 får at tisse, da hun pludselig blev drivvåd på vej ned ad trappen. Hendes første indskydelse var, at nu var hendes i forvejen plagede blære da gået helt kold, indtil det dæmrede: Vandet var gået! Som i en amerikansk film var det plasket ud (FYI så gør det sjældent sådan). Hun kaldte selvfølgelig på sin moar, og så blev der ellers ringet til hospital, og til en kæreste, der ikke gad at tage sin telefon... Lægen sagde, at når veerne ikke var begyndt, kunne de godt tage bilen og køre derind af. Hvilket de så gjorde. De kørte ind til Hvidovre, efter endelig at have fået fat i mig, og fik tjekket at alt var ok, og så blev de sendt hjem for at vente på veerne.
Veerne begyndte ved 6-tiden, da de kom hjem til mig, og tog til, imens jeg lå og sov tømmermænd ud. Heidi, Miriams mor, blev og sov - så var der da en der var ædru til at køre om morgenen.
Miriam vækkede mig ved ni-tiden og vi lå i sengen og tog tid på veerne. De begyndte at komme oftere, og selvom der endnu var lidt længere en 4 minutter imellem, og de ikke var helt stabile, besluttede vi os for at køre på hospitalet ca. 10.30.
Da vi kom blev vi lagt til observation, og inden længe var veerne i fuld gang, og vi blev lagt på fødestuen. Morten kom med Stella (vores bil...) og hentede Heidi, og så var der ellers bare lige en fødsel der skulle klares.
Miriam havde meget ondt, og vi besluttede os hurtigt for, ud fra de oplysninger vi havde undersøgt, at vi gerne ville have en epidural blokade. Efter tre timers meget hårde veer kom der en (ret kæk, faktisk) anestæsilæge og lagde en blokade. Og pludselig skiftede stemningen fra heftig og stresset til rolig og overskuelig. Miriam kunne slappe af, og jeg fik lov til at gå i kantinen og købe noget at spise. Jeg havde brug for alle kræfter, jo, og havde kun fået en ostemad som Heidi havde smurt om morgenen. Jeg havde også haft det lidt "sympati-skidt" på vejen ind til fødestuen, men heldigvis var jeg fri for de værste tømmermænd.
Kl. 15 var der vagtskifte på fødestuen og vi fik en ny jordemoder med en jordemoder studerende, og de var helt fantastiske. Kemien var rigtig god, og sammen med den blokade Miriam havde fået laget, fik vi nogle timers rigtig hyggelig opstart på den endelige fødsel. Den studerende blev hos os under hele fødslen og vi fik stillet dumme spørgsmål og snakket om hele forløbet, og samtidig fuldt lidt med i hvordan den garvede jordemoder underviste i det hele. Der blev endda plads til et par jokes og sjove historier. En helt fantastisk oplevelse og virkelig rart at det hele ikke var en hård kamp.
Fødslen begyndte så småt at tage til, og veerne rykkede sig ned ad og begyndte igen at bide. Miriam kom i "Knæ-albue leje" og så var vi ellers i gang. Det forløb godt, og Miriam gjorde alt som hun skulle og fuldte jordemødrenes anvisninger til punkt og prikke. Jeg var meget imponeret og havde nok ikke overlevet det selv...
Efter noget tid lagde jeg mærke til, at babyens hjertefrekvens faldt og jeg kunne se at jordemoderen blev lidt mere alvorlig. Hun overtog for den jordemoderstuderende og sagde, at Miriam skulle om på ryggen og ligge nu. De kom huns så, og jeg fik forklaret, at det var for en sikkerheds skyld, hvis barnet skulle tages ud med sugekop. Flere jordemødre blev tilkaldt, samt en børnelæge. Da børnelægen kom var hjertefrekvensen heldigvis steget igen, men hun blev lidt. Der var lidt problemer med at få hovedet det sidste stykke, og da hjerterytmen igen blev ustabil, fik vi tre valgmuligheder: Sugekop, tang eller at børnelægen skulle hjælpe fødslen ved at skubbe hårdt på maven med armen. Samtidig kom der en ve og vi var alle tre nærmest instinktivt enige om, at 'armen' var det rigtige valg for os. Efter er par veer, hvor der blev presset hårdt af både Miriam og lægen, fik vi endelig en flot datter ud. Jeg klippede navlestrengen og hun kom op til et tjek, og fik suget svælget for fostervand. Alt så lykkeligvis godt ud og de trætte forældre var meget glade.
Efter nogle timer blev vi kørt op på barselsgangen, hvor vi begge kunne være og vi havde eneværelse. Det føles bestem heller ikke som om det kunne have været en mulighed, at jeg skulle være taget hjem. Vi havde en ret hård nat, stort set uden søvn, hvor vi var meget bekymrede for vores lille Olivia. Hun havde noget fostervand i lungerne, som hun gylpede op, og hun ville ikke rigtig spise på grund af det. Vi var nervøse og det var lidt en kamp. Fordi hun også var født før 'normal' fødselstid (tre uger før til to uger efter termin) var der også lidt ekstra opmærksomhed og hun skulle have modermælkserstatning ved siden af den smule brystmælk hun fik i sig. Så det hele var lidt stressende.
Heldigvis begyndte hun lige så stille at spise, både af erstatningsmælken, men hovedsageligt ved amningen. Vi fik lidt mere ro på, og onsdag morgen kom vi hjem ved 10-tiden. Her fandt vi meget mere ro, og fredag morgen kunne vi til kontrolvejning fastslå, at hun tog på og alt fungerede som det skulle. Så nu skal det bare fortsætte sådan, og vi er meget mere lykkelige end trætte. Faktisk er det plads til søvn og hun er - så langt så godt, og 7-9-13 - meget nem og græder sjældent. Kun når maven driller lidt, indtil hun kan slappe af med en lettelsens prut... Gerne i fars hånd. :)
Fødslen startede ret uventet. Miriam og jeg havde være til jule-klippe-dag hos Miriams forældre fra kl. 14. Jeg var taget med toget til Lyngby ved 17-tiden for en holde julefrokost med Spinners - den sidste julefrokost jeg kunne holde uden forbehold, da der jo stadig var god tid til fødslen... Miriam skulle blive i Vordingborg - så kunne jeg jo have tømmermænd i fred.
Kl. 3 sidder jeg i en taxa ved Rigshospitalets kollegie og skal betale. Jeg har brokket mig hele turen, fordi vi rendte rundt i ingenmandsland, lod flere taxaer passere og brugte 45 min. på at tage til stationen, hvor fra der ikke kørte tog. (Damn you Aslak!) Og så var jeg den eneste der kunne betale taxaen. Og selvfølgelig drillede mit Dankort. Og så begyndte telefonen at ringe. Det var Miriam, kunne jeg se, men lagde på fordi jeg lige skulle ordne betalingen først. Da hun så ringede tredje gang, tog jeg den med et: "Er det vigtigt!?". Det var det. Vandet var gået, og de var på vej til hospitalet. Jeg fik besked på at tage det roligt, tage hjem og drikke noget te og vente på, at jeg hørte mere. Jeg tog taxaen videre, uden rigtig at fortælle nogen noget, og kom hjem og var helt forvirret. På trods af en god portion honningsyp og andre alkoholiske finesser var jeg ikke sejlende, men nyheden var ret svær at håndtere. I mangel på en bedre plan, lavede jeg den te jeg havde fået besked på, og endte med at lægge mig i sengen og falde i søvn. Jeg vågnede ved, at Miriam kom hjem, og vi skulle vente på, at veerne tog til.
Miriam havde ligget på sin lillebror Markus' seng, hvor hun skulle sove. Han skulle sove i stuen på sofaen, men sad til Miriams lettere irritation og spille WOW. Hun stod op for at gå på toilettet kl. 2:30 får at tisse, da hun pludselig blev drivvåd på vej ned ad trappen. Hendes første indskydelse var, at nu var hendes i forvejen plagede blære da gået helt kold, indtil det dæmrede: Vandet var gået! Som i en amerikansk film var det plasket ud (FYI så gør det sjældent sådan). Hun kaldte selvfølgelig på sin moar, og så blev der ellers ringet til hospital, og til en kæreste, der ikke gad at tage sin telefon... Lægen sagde, at når veerne ikke var begyndt, kunne de godt tage bilen og køre derind af. Hvilket de så gjorde. De kørte ind til Hvidovre, efter endelig at have fået fat i mig, og fik tjekket at alt var ok, og så blev de sendt hjem for at vente på veerne.
Veerne begyndte ved 6-tiden, da de kom hjem til mig, og tog til, imens jeg lå og sov tømmermænd ud. Heidi, Miriams mor, blev og sov - så var der da en der var ædru til at køre om morgenen.
Miriam vækkede mig ved ni-tiden og vi lå i sengen og tog tid på veerne. De begyndte at komme oftere, og selvom der endnu var lidt længere en 4 minutter imellem, og de ikke var helt stabile, besluttede vi os for at køre på hospitalet ca. 10.30.
Da vi kom blev vi lagt til observation, og inden længe var veerne i fuld gang, og vi blev lagt på fødestuen. Morten kom med Stella (vores bil...) og hentede Heidi, og så var der ellers bare lige en fødsel der skulle klares.
Miriam havde meget ondt, og vi besluttede os hurtigt for, ud fra de oplysninger vi havde undersøgt, at vi gerne ville have en epidural blokade. Efter tre timers meget hårde veer kom der en (ret kæk, faktisk) anestæsilæge og lagde en blokade. Og pludselig skiftede stemningen fra heftig og stresset til rolig og overskuelig. Miriam kunne slappe af, og jeg fik lov til at gå i kantinen og købe noget at spise. Jeg havde brug for alle kræfter, jo, og havde kun fået en ostemad som Heidi havde smurt om morgenen. Jeg havde også haft det lidt "sympati-skidt" på vejen ind til fødestuen, men heldigvis var jeg fri for de værste tømmermænd.
Kl. 15 var der vagtskifte på fødestuen og vi fik en ny jordemoder med en jordemoder studerende, og de var helt fantastiske. Kemien var rigtig god, og sammen med den blokade Miriam havde fået laget, fik vi nogle timers rigtig hyggelig opstart på den endelige fødsel. Den studerende blev hos os under hele fødslen og vi fik stillet dumme spørgsmål og snakket om hele forløbet, og samtidig fuldt lidt med i hvordan den garvede jordemoder underviste i det hele. Der blev endda plads til et par jokes og sjove historier. En helt fantastisk oplevelse og virkelig rart at det hele ikke var en hård kamp.
Fødslen begyndte så småt at tage til, og veerne rykkede sig ned ad og begyndte igen at bide. Miriam kom i "Knæ-albue leje" og så var vi ellers i gang. Det forløb godt, og Miriam gjorde alt som hun skulle og fuldte jordemødrenes anvisninger til punkt og prikke. Jeg var meget imponeret og havde nok ikke overlevet det selv...
Efter noget tid lagde jeg mærke til, at babyens hjertefrekvens faldt og jeg kunne se at jordemoderen blev lidt mere alvorlig. Hun overtog for den jordemoderstuderende og sagde, at Miriam skulle om på ryggen og ligge nu. De kom huns så, og jeg fik forklaret, at det var for en sikkerheds skyld, hvis barnet skulle tages ud med sugekop. Flere jordemødre blev tilkaldt, samt en børnelæge. Da børnelægen kom var hjertefrekvensen heldigvis steget igen, men hun blev lidt. Der var lidt problemer med at få hovedet det sidste stykke, og da hjerterytmen igen blev ustabil, fik vi tre valgmuligheder: Sugekop, tang eller at børnelægen skulle hjælpe fødslen ved at skubbe hårdt på maven med armen. Samtidig kom der en ve og vi var alle tre nærmest instinktivt enige om, at 'armen' var det rigtige valg for os. Efter er par veer, hvor der blev presset hårdt af både Miriam og lægen, fik vi endelig en flot datter ud. Jeg klippede navlestrengen og hun kom op til et tjek, og fik suget svælget for fostervand. Alt så lykkeligvis godt ud og de trætte forældre var meget glade.
Efter nogle timer blev vi kørt op på barselsgangen, hvor vi begge kunne være og vi havde eneværelse. Det føles bestem heller ikke som om det kunne have været en mulighed, at jeg skulle være taget hjem. Vi havde en ret hård nat, stort set uden søvn, hvor vi var meget bekymrede for vores lille Olivia. Hun havde noget fostervand i lungerne, som hun gylpede op, og hun ville ikke rigtig spise på grund af det. Vi var nervøse og det var lidt en kamp. Fordi hun også var født før 'normal' fødselstid (tre uger før til to uger efter termin) var der også lidt ekstra opmærksomhed og hun skulle have modermælkserstatning ved siden af den smule brystmælk hun fik i sig. Så det hele var lidt stressende.
Heldigvis begyndte hun lige så stille at spise, både af erstatningsmælken, men hovedsageligt ved amningen. Vi fik lidt mere ro på, og onsdag morgen kom vi hjem ved 10-tiden. Her fandt vi meget mere ro, og fredag morgen kunne vi til kontrolvejning fastslå, at hun tog på og alt fungerede som det skulle. Så nu skal det bare fortsætte sådan, og vi er meget mere lykkelige end trætte. Faktisk er det plads til søvn og hun er - så langt så godt, og 7-9-13 - meget nem og græder sjældent. Kun når maven driller lidt, indtil hun kan slappe af med en lettelsens prut... Gerne i fars hånd. :)
søndag den 30. august 2009
Løb, baby og PS3
Jeg blev totalt snydt af min iPhone og fortalte pavestolt Miriam, at jeg havde løbet 9 km på 40 minutter. Det havde jeg også, ifølge app'en Path Tracker, som normalt er meget stabilt. Da jeg så klikkede ind og gennemså ruten, har jeg ifølge den taget en ret spændende rute i zigzag på tværs af søerne, og så eventyrlysten var jeg desværre ikke. Jeg synes også det var længere end jeg huskede ruten rundt om søerne... Det er vist noget med at den ikke må bruge trådløse netværk, men skal holde sig til GPS'en og det har den vist ikke gjort.
Så med lidt målen på løberute.dk er det kun 7,3 km, men det gik meget nemt og smertefrit og jeg holdt farten nede. (Jeg har tendens til at løbe for hurtigt og blive træt på længere ture, jeg er mest bygget til spurt...) Målet var også bare at tage alle søerne og ikke at slå nogle rekorder. :)
I går mærkede jeg de første rigtige spark fra babyen jeg har plantet i Miriams lille mave. Det er spændende at mærke fremgangen og samtidig super uvirkeligt. Jeg har indset, at det nok desværre først bliver rigtig virkeligt, når jeg står med den lille skrigeballon i hænderne. Jeg har tidligere mærket lidt liv, men denne gang var der ingen tvivl. Holy Moly.
Jeg overvejer at skifte navn på denne blog til baby-bloggen, for om de (næsten præcis) fire måneder, der går før der er babyjackpot, kommer jeg nok til at være ret ensidig på den front. Men måske kan jeg rent faktisk blogge om noget, der er et publikum for: Unge, forvirrede fædre, der egentlig bare er nørdede drenge indvendigt... :D
Og på det stikord, så har jeg bestilt en PS3 slim, den nye Playstation 3. Med denne gør jeg - for nu - min hjemmebiograf/command center komplet, og får fuld udnyttelse. I samme omgang har jeg købt Batman: Arkham Asylum efter at have prøvet en demo på PC og set de gennemgående meget imponerede anmeldelser. Et must for en geek som mig. Men nu kan jeg streame film, spille konsolspil, se Bluray, køre HD-film fra harddisk via en lækker oversigt (WDTV) køre al lyden over mit Bose 321-system, se diverse kanaler og alt sammen i høj digital kvalitet. Jeg tager nogle gange mig selv i, at jeg synes at kvaliteten er lidt bedre end i biffen... Det er kun rigtig surround jeg mangler, hvis det skal være helt hardcore, men det skal altså blive pænere end det findes nu, eller også skal jeg have en anden stue hvor det passer bedre. Om en god håndfuld år. Når baby-bloggen har gjort mig rig...
EDIT: Jeg så lige, at denne perle er kommet til PS3'ns Rock Band... Dem af jer der kender mig, vil vide at jeg har en speciel plads i hjertet for, det i DK ukendte, college-rockband Eve 6. Så gær hvem der er nødt til at spare sammen til Rockband. Trommeversionen. For julegaverne bliver nok mest til babyen. (Totalt egoistisk baby. :P)
Så med lidt målen på løberute.dk er det kun 7,3 km, men det gik meget nemt og smertefrit og jeg holdt farten nede. (Jeg har tendens til at løbe for hurtigt og blive træt på længere ture, jeg er mest bygget til spurt...) Målet var også bare at tage alle søerne og ikke at slå nogle rekorder. :)
I går mærkede jeg de første rigtige spark fra babyen jeg har plantet i Miriams lille mave. Det er spændende at mærke fremgangen og samtidig super uvirkeligt. Jeg har indset, at det nok desværre først bliver rigtig virkeligt, når jeg står med den lille skrigeballon i hænderne. Jeg har tidligere mærket lidt liv, men denne gang var der ingen tvivl. Holy Moly.
Jeg overvejer at skifte navn på denne blog til baby-bloggen, for om de (næsten præcis) fire måneder, der går før der er babyjackpot, kommer jeg nok til at være ret ensidig på den front. Men måske kan jeg rent faktisk blogge om noget, der er et publikum for: Unge, forvirrede fædre, der egentlig bare er nørdede drenge indvendigt... :D
Og på det stikord, så har jeg bestilt en PS3 slim, den nye Playstation 3. Med denne gør jeg - for nu - min hjemmebiograf/command center komplet, og får fuld udnyttelse. I samme omgang har jeg købt Batman: Arkham Asylum efter at have prøvet en demo på PC og set de gennemgående meget imponerede anmeldelser. Et must for en geek som mig. Men nu kan jeg streame film, spille konsolspil, se Bluray, køre HD-film fra harddisk via en lækker oversigt (WDTV) køre al lyden over mit Bose 321-system, se diverse kanaler og alt sammen i høj digital kvalitet. Jeg tager nogle gange mig selv i, at jeg synes at kvaliteten er lidt bedre end i biffen... Det er kun rigtig surround jeg mangler, hvis det skal være helt hardcore, men det skal altså blive pænere end det findes nu, eller også skal jeg have en anden stue hvor det passer bedre. Om en god håndfuld år. Når baby-bloggen har gjort mig rig...
EDIT: Jeg så lige, at denne perle er kommet til PS3'ns Rock Band... Dem af jer der kender mig, vil vide at jeg har en speciel plads i hjertet for, det i DK ukendte, college-rockband Eve 6. Så gær hvem der er nødt til at spare sammen til Rockband. Trommeversionen. For julegaverne bliver nok mest til babyen. (Totalt egoistisk baby. :P)
lørdag den 29. august 2009
Inglourious Basterds
Ikke nogen tosset film. Slet ikke. Jeg havde forventet, at den ville være lidt mere... overvældende, men den var fint skruet sammen og de klassiske Tarantino-dialoger var premium underholdning. Castingen var nær perfekt, specielt skurken og en ung fransk pige, der er en af nøglekarakterene. Jeg synes at Brad Pitt bliver en tand for karikerende og at han er - omend underholdene - lidt distraherende for filmen.
Selvom filmen ikke gjorde det store spetakkel ud af det, kan jeg ikke lade være med at synes, at Hitler og i det hele taget nazi-regimet, er så uendelig en fantastisk skurk. Der kunne ikke opfindes en mere ond, ikonisk og spændende superskurk end Hitler. Hele gestapoen med deres læderjakker og stramme fremtoning er en uhyggelig modstander for enhver helt og hæren af naive og blindt fanatiske soldater er det perfekte onde kanonføde. Han er svær at måle sig med, selvom forsøget er gjort.
Men alt i alt værd at se, omend ikke uforglemmelig.
Selvom filmen ikke gjorde det store spetakkel ud af det, kan jeg ikke lade være med at synes, at Hitler og i det hele taget nazi-regimet, er så uendelig en fantastisk skurk. Der kunne ikke opfindes en mere ond, ikonisk og spændende superskurk end Hitler. Hele gestapoen med deres læderjakker og stramme fremtoning er en uhyggelig modstander for enhver helt og hæren af naive og blindt fanatiske soldater er det perfekte onde kanonføde. Han er svær at måle sig med, selvom forsøget er gjort.
Men alt i alt værd at se, omend ikke uforglemmelig.
mandag den 27. juli 2009
Gotta get get
Photoshop køleskabsmagnet!
Er jeg en supernørd, hvis jeg bestiller disse??
Det er da det sejeste stykke fuldkommen overflødige gear! :P Se mere her
torsdag den 9. juli 2009
Året jeg blev voksen.
Wow, nok den film jeg pt glæder mig mest til...
Jeg havde egentlig en hel masse, jeg ville skrive om, men kan simpelthen ikke komme på hvad det var. Og er desuden på arbejde.
Jo, forresten, jeg købte en rigtig fin udgave af Peter Pan til mit barn. Mit Barn. Mit kommende barn. Det lyder sgu mærkeligt - men fedt. :) Jeg føler mig jo stadig som om jeg næsten lige er flyttet hjemmefra, og nu skal jeg til at bygge en helt ny familie.
2009 må på alle måder være det år, jeg blev gammel. Eller det gik op for mig, at jeg ikke længere er særligt ung. For det første skal jeg være far, allerede der er der en god indikator. Desuden kan jeg mærke, at når jeg er i byen er størstedelen yngre end mig. Og jeg er desuden ikke særlig tit i byen. Når jeg fester, er det til arrangementer, jeg går aldrig mere ud, bare fpr at fyre den af. Og når jeg så ER ude, ender det tit med at være lidt uoverskueligt, specielt når klokken bliver mere end 2-3 stykker.
Jeg vil ikke lyve, det er sgu lidt svært at vænne sig til, at den tid er forbi. Og jeg er lidt skrækslagen over at skulle være familien Danmark, der falder i søvn kl. 21 fredag foran fjerneren... Men jeg vil samtidig heller ikke være typen der ikke kan blive voksen og prøver at være ung med de unge. Så jeg håber lidt, at det rent faktisk overrasker og bliver sjovt at være "voksen". Og at man kan finde en måde at holde sig aktiv og i live, så man ikke bare visner ind til en sofakartoffel, uden at man skal rende i byen eller forsøge at være noget man ikke er. Det er jo allerede et plus med et barn. Det bliver sindsygt spændende og kan nok distrahere fra de værste faldgrupper, men når først mit barn begynder at blive voksen, håber jeg, at jeg stadig kan finde ud af at underholde mig selv - og min dejlige kæreste, for den sags skyld. Til den tid kan jeg jo nok ikke tage så meget på ultimate-ture eller drikke bajere med Kev. Men måske jeg kan tage lidt fat i trommerne igen og finde et band? Og hvem ved, måske træner jeg mit helt eget ungdomshold i ultimate og kan være lejrleder for dem, når de tager på ture. Det ville være ret awesome. Og det kan være at jeg måske kan få gang i skriveriet og forfattet et par bøger. (En mindre kendt drøm for mig). Faktisk er der jo egentlig enormt meget jeg kan tage mig til. Måske skulle jeg holde op med at bekymre mig så meget - det har jo virket så langt. :)
På Roskilde var der en små-irriterende pige der ville låne smøger af Kev og snakke... Hun spurgte om vores alder, og bare for at se, om den holdt, svarede jeg: "25". Gæt hvad hun svarede... "Ej, hvor er I gamle". Den svier altså lidt.... Selvom hun jo nok var 10 år yngre. End min opdigtede alder. Suk.
Jeg havde egentlig en hel masse, jeg ville skrive om, men kan simpelthen ikke komme på hvad det var. Og er desuden på arbejde.
Jo, forresten, jeg købte en rigtig fin udgave af Peter Pan til mit barn. Mit Barn. Mit kommende barn. Det lyder sgu mærkeligt - men fedt. :) Jeg føler mig jo stadig som om jeg næsten lige er flyttet hjemmefra, og nu skal jeg til at bygge en helt ny familie.
2009 må på alle måder være det år, jeg blev gammel. Eller det gik op for mig, at jeg ikke længere er særligt ung. For det første skal jeg være far, allerede der er der en god indikator. Desuden kan jeg mærke, at når jeg er i byen er størstedelen yngre end mig. Og jeg er desuden ikke særlig tit i byen. Når jeg fester, er det til arrangementer, jeg går aldrig mere ud, bare fpr at fyre den af. Og når jeg så ER ude, ender det tit med at være lidt uoverskueligt, specielt når klokken bliver mere end 2-3 stykker.
Jeg vil ikke lyve, det er sgu lidt svært at vænne sig til, at den tid er forbi. Og jeg er lidt skrækslagen over at skulle være familien Danmark, der falder i søvn kl. 21 fredag foran fjerneren... Men jeg vil samtidig heller ikke være typen der ikke kan blive voksen og prøver at være ung med de unge. Så jeg håber lidt, at det rent faktisk overrasker og bliver sjovt at være "voksen". Og at man kan finde en måde at holde sig aktiv og i live, så man ikke bare visner ind til en sofakartoffel, uden at man skal rende i byen eller forsøge at være noget man ikke er. Det er jo allerede et plus med et barn. Det bliver sindsygt spændende og kan nok distrahere fra de værste faldgrupper, men når først mit barn begynder at blive voksen, håber jeg, at jeg stadig kan finde ud af at underholde mig selv - og min dejlige kæreste, for den sags skyld. Til den tid kan jeg jo nok ikke tage så meget på ultimate-ture eller drikke bajere med Kev. Men måske jeg kan tage lidt fat i trommerne igen og finde et band? Og hvem ved, måske træner jeg mit helt eget ungdomshold i ultimate og kan være lejrleder for dem, når de tager på ture. Det ville være ret awesome. Og det kan være at jeg måske kan få gang i skriveriet og forfattet et par bøger. (En mindre kendt drøm for mig). Faktisk er der jo egentlig enormt meget jeg kan tage mig til. Måske skulle jeg holde op med at bekymre mig så meget - det har jo virket så langt. :)
På Roskilde var der en små-irriterende pige der ville låne smøger af Kev og snakke... Hun spurgte om vores alder, og bare for at se, om den holdt, svarede jeg: "25". Gæt hvad hun svarede... "Ej, hvor er I gamle". Den svier altså lidt.... Selvom hun jo nok var 10 år yngre. End min opdigtede alder. Suk.
Abonner på:
Opslag (Atom)
